Retskrivningsreglerne
En tankestreg er en tankestreg, og en bindestreg er en bindestreg. Der er tale om to forskellige tegn med hver sin betydning og hver sit anvendelsesområde. I Retskrivningsordbogen (hhv. § 55 og § 57) beskrives de to tegn på denne måde:

“Tankestreg har form som en vandret streg (i typografi længere end bindestreg) og skrives eller trykkes med afstand (spatium) til de omgivende ord.”

“Bindestreg har form som en vandret streg (i typografi kortere end tankestreg) og skrives eller trykkes uden afstand (spatium) til de omgivende orddele.”

Når man bruger tankestreg (lang streg), skal der altid være afstand mellem tankestregen og de omgivende ord. Når man bruger bindestreg (kort streg), skal der ikke være afstand mellem bindestregen og de omgivende orddele. I udtryk, hvor to eller flere sammensætninger deler en fælles orddel, som kun nævnes én gang, er denne hovedregel i forbindelse med bindestregen dog delvist ophævet: søn- og helligdage, haveborde og -stole, over- eller underskud, såvel hjerte- som lungesygdomme, de seks- til syvårige, A- og B-skat og 8.-, 9.- og 10.-klasserne etc. (alle disse eksempler stammer fra § 57.2 i Retskrivningsordbogen).

Problemerne
På trods af denne tydelige forskel mellem de to tegn er der alligevel utrolig mange sprogbrugere, der bruger tegnene forkert. Den allerhyppigste fejl i denne sammenhæng er bindestreger, der bruges som tankestreger – man bruger altså en bindestreg med afstand til de omgivende ord i stedet for en tankestreg. Den væsentligste årsag til, at fejlen opstår, er, at mange sprogbrugere ikke er klar over, at der er typografisk forskel på de to tegn. De sikrer sig, at der er mellemrum omkring tegnet, og opfatter det derfor som en tankestreg, på trods af at der typografisk er tale om en bindestreg. Denne uheldige tendens stammer muligvis fra håndskrift, hvor det stort set er umuligt at skelne tankestreger og bindestreger fra hinanden. Her må man altså som regel stole på afstanden mellem tegnet og de omgivende ord og orddele for at afkode, hvilket tegn der er tale om.

Mange stoler tilsyneladende blindt på, at tekstbehandlingsprogrammer på egen hånd lokaliserer de bindestreger, der burde være tankestreger, og sørger for, at tegnene bruges korrekt. Sådan forholder det sig desværre langtfra altid, og disse programmer fungerer i denne sammenhæng ikke altid efter hensigten.

På et Mac-tastatur er det relativt nemt at kalde tankestregen frem, mens det er lidt mere kompliceret på et pc-tastatur. Via touchscreenkeyboardene i smartphones og tablets er det så godt som umuligt at skrive en tankestreg. Mange populære sociale medier, herunder Facebook, giver ikke brugerne mulighed for at bruge tankestreg, og i sms’er kan det heller ikke lade sig gøre. Der er med andre ord mange gode grunde til, at den typografiske forskel mellem tankestregen og bindestregen lige så stille glider ud af skriftsproget.

Punktopstillinger – en hemmelig fejl
I punktopstillinger anvendes bindestreger ofte som punktmarkører i forbindelse med de enkelte punkter i opstillingen. (Her skal det i øvrigt understreges, at tekstbehandlingsprogrammer som regel har forkærlighed for bindestreger, når punkterne i automatiske punktopstillinger skal markeres, og det påvirker naturligvis skriftsproget). Denne praksis er ikke hensigtsmæssig, idet vi jo normalt aldrig bruger bindestreger, samtidig med at der er afstand til de omgivende ord. Bindestregen kan ganske enkelt ikke bruges på denne måde. Hvis du vil signalere, at du har styr på skriftsproget og tænker lidt mere over de små detaljer heri end de fleste, skal du bruge tankestreger i dine punktopstillinger. Du kan naturligvis også bruge andre markører, f.eks. prikker, cirkler, kvadrater etc., men bindestreger skal du holde dig langt væk fra.

NB! Pr. 9.11.2012 er retskrivningsreglerne blevet ændret (Retskrivningsordbogen 2012), og uddybningen af reglerne vedr. ordsammensætninger, som indeholder tal, i dette blogindlæg er derfor blevet afstemt med de nye regler i forbindelse med bindestreger. De nye regler vedr. bindestreg i sammensætninger, som indeholder tal, symboler, lyde etc., kan ses her: Retskrivningsordbogen 2012, § 57 (se især § 57.4). Alt i dette indlæg stemmer overens med anvisningerne i Retskrivningsordbogen 2012.

Problematiske sammensætninger
Når man anvender tal i ordsammensætninger, skal der altid anvendes et tegn i form af en bindestreg (sammensætninger) eller en apostrof (suffiksafledninger og genitiv), der markerer overgangen mellem bogstav(er) og tal. Blandt danske sprogbrugere er der en stigende tendens til at udelade denne overgangsmarkør i visse sammensætningstyper. Det drejer sig især om sammensætninger som f.eks. 80’erne, TV 2’s og 68’er, som altså ofte bliver skrevet på denne ukorrekte måde: 80erne, TV 2s og 68er.

Dette regelbrud synes umiddelbart meget uskyldigt, men tendensen er særdeles uhensigtsmæssig, da man normalt vil styre langt uden om denne udeladelse af et overgangstegn i denne type sammensætninger. Hvis man insisterer på at skrive 1980erne, bør man være konsekvent og gribe alle tilsvarende sammensætninger an på samme måde.

Hvem er villig til konsekvent at anvende følgende ukorrekte staveformer?:

80erne
(korrekt form: 80’erne el. firserne)

30erne
(korrekt form: 30’erne el. trediverne)

TV 2s
(korrekt form: TV 2’s)

68er
(korrekt form: 68’er el. otteogtresser)

6er
(korrekt form: 6’er el. sekser)

12tal
(korrekt form: 12-tal el. tolvtal)

15årig
(korrekt form: 15-årig el. femtenårig)

6cylindret
(korrekt form: 6-cylindret el. sekscylindret)

8kantet
(korrekt form: 8-kantet el. ottekantet)

100kroneseddel
(korrekt form: 100-kroneseddel, 100-kr.-seddel el. hundredkroneseddel)

4hjulstrækker
(korrekt form: 4-hjulstrækker el. fir(e)hjulstrækker)

3metervippe
(korrekt form: 3-metervippe, 3-m-vippe el. tremetervippe)

3punktsvending
(korrekt form: 3-punktsvending el. trepunktsvending)

2.plads
(korrekt form: 2.-plads el. andenplads)

8.klasse
(korrekt form: 8.-klasse el. ottendeklasse)

2værelseslejlighed
(korrekt form: 2-værelse(r)slejlighed el. toværelse(r)slejlighed)

3dobbelt
(korrekt form: 3-dobbelt el. tredobbelt).

Lignende problemer – forkortelser og genitiv
I forbindelse med genitiv-s tilknyttet forkortelser, som normalt udtales som et reelt ord, er det tilladt at udelade apostroffen inden s’et. Dvs. at det er tilladt at skrive f.eks. både Natos/NATOs og Nato’s/NATO’s, mens det ikke er tilladt at skrive DSBs. Hvis man anvender den ukorrekte form DSBs, indikerer man, at denne forkortelse skal udtales som et ord. Det er vel ikke nødvendigt at understrege, at det er uhyre usædvanligt, at danske sprogbrugere udtaler forkortelsen DSB frem for blot at opremse de enkelte bogstaver heri.

Forkortelser, som slutter med et forkortelsespunktum, skal i princippet ikke suppleres med en apostrof. Der skal altså ikke anvendes apostrof i forbindelse med genitivformerne af sådanne forkortelser, som dermed tager sig således ud: kr.s, O.T.s, eks.s, Christian 4.s etc. Denne regel er imidlertid så ukendt blandt danske sprogbrugere, at de ukorrekte staveformer kr.’s, O.T.’s, eks.’s og Christian 4.’s er uhyre udbredte og ikke bliver betragtet som regulære retskrivningsfejl. Det skal dog understreges, at der ifølge Retskrivningsordbogen er tale om en fejl, hvis man anvender apostrof i disse tilfælde.

Har du styr på sætningsleddene? Det er som tidligere nævnt enormt vigtigt at have styr på ordklasserne, men det er lige så vigtigt at kunne identificere de enkelte sætningsled og at vide, hvilken funktion de har. Hvis du ikke er i stand til at identificere sætningsled, vil du heller ikke være i stand til at sætte komma korrekt. En selvudnævnt kommaekspert har altså et alvorligt forklaringsproblem, hvis han roder med sætningsleddene – eller med ordklasserne for den sags skyld. Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at referere til kryds og bolle.

De forskellige sætningsled fremgår af listen herunder, og i den efterfølgende tekst vil de enkelte leds funktion blive illustreret vha. sætningseksempler. De fleste sætningsled omfatter naturligvis en række underkategorier, så i princippet skal du finde mere lagerplads i hukommelsen, end den korte liste herunder synes at gøre krav på, hvis du nærer håb om at gøre indtryk på den sproglige elite. Under alle omstændigheder vil dine argumenter veje tungere i eventuelle kommadiskussioner, hvis disse syntaktiske udtryk udgør en naturlig del af dit grammatiske vokabularium. Og så skal vi heller ikke glemme, at dit eget sprog på ingen måde vil lide under, at du opnår en større grammatisk indsigt. Sproget længe leve!

Man bør anvende disse 10 sætningsledtyper:

Verbal
Subjekt
Objekt
Prædikativ
Adverbial
Konjunktional
Apposition
(Attributiv)
(Agens)
(Patiens).

(1) Verbal

finit verbum – Han spiser chokolade. | Han spiste chokolade. | Han har spist chokolade.

infinit verbum – Han har spist chokolade. | Han skal spise chokolade.

komplekst verbal – Han har spist chokolade. | Han kan ikke lade være med at spise chokolade.

(2) Subjekt

formelt subjekt – Det er ikke sjovt at løbe tør for chokolade.

reelt subjekt – Det er ikke sjovt at løbe tør for chokolade.

indholdssubjekt – Hun tvang ham til at spise mere chokolade. | Kropsvægten forøges betragteligt i forbindelse med et overdrevet chokoladeindtag.

foreløbigt subjekt – Det er ikke sjovt at løbe tør for chokolade.

(3) Objekt

direkte objekt – Hun gav ham et stykke chokolade.

indirekte objekt – Hun gav ham et stykke chokolade.

(4) Prædikativ

fast prædikativ – Chokoladen er fantastisk. | Manden bag chokoladen hedder Mogens. | Fødevarestyrelsen fandt chokoladens sukkerindhold livstruende.

frit prædikativ – Chokoladen er et røverkøb, billig og karakterfuld. | Chokoladestykket dukkede blegt og stenhårdt op bagerst i skabet. | Hun fandt et stykke chokolade bagerst i skabet, blegt og stenhårdt.

prædikativ til subjekt – Chokoladen er fantastisk. | Manden bag chokoladen hedder Mogens. | Chokoladen er et røverkøb, billig og karakterfuld.

prædikativ til objekt – Fødevarestyrelsen fandt chokoladens sukkerindhold livstruende. | Køberne kalder manden bag chokoladen Mogens. | Hun fandt et stykke chokolade bagerst i skabet, blegt og stenhårdt.

(5) Adverbial

Hun gemmer chokoladen på den øverste hylde i bryggerset. | I morgen køber vi en masse chokolade. | Der var meget chokolade tilovers. | Et voldsomt chokoladeindtag kan medføre en temmelig slem mavepine. | Hun skubbede vredt de andre i chokoladekøen til side.

(Sætningsled, som er tilknyttet ordklasserne adverbium og præposition: tidsadverbial, gradsadverbial, præpositionsforbindelse etc.).

(6) Konjunktional

Han spiser chokolade og har lyst til is. | Hun lagde chokoladen fra sig, fordi hun fik kvalme. | Vi spiser chokolade, indtil vi løber tør.

(7) Apposition

Det internationalt kendte chokoladeprodukt med den velkendte trekantede, aflange emballage, Toblerone, kan nemt brækkes i mindre stykker. | Chokoladebaren, som deler navn med vores røde naboplanet, Mars, ligger i vindueskarmen.

(8) (Attributiv)

varm chokolade | god chokolade | bitter chokolade

(9) (Agens)

Jeg køber chokolade. | Han blev overmandet af chokoladetrang. | Hun skilte sig af med sit chokoladelager.


(10) (Patiens)

Jeg køber chokolade. | Han blev overmandet af chokoladetrang. | Hun skilte sig af med sit chokoladelager.

NB! Pr. 9.11.2012 er retskrivningsreglerne blevet ændret (Retskrivningsordbogen 2012). Kommareglerne er ikke blevet ændret, men let revideret. De officielle kommaregler er tilgængelige via Dansk Sprognævns website: Retskrivningsordbogen 2012, § 45-51. Det nedenstående blogindlæg harmonerer med 2012-reglerne, men refererer dog til kommareglerne fra 2004. Linket ovenfor henviser til de aktuelle officielle kommaregler (Retskrivningsordbogen 2012), og det er naturligvis disse regler, der gælder. Linkene nederst i indlægget er ligeledes tilpasset 2012-reglerne.

(Obs.: Nederst i dette indlæg er der en række nyttige links, der viser vej til de officielle danske kommaregler).

Sproglig indsigt
Kommatering vidner om graden af sproglig og grammatisk indsigt. Har man svært ved at sætte komma korrekt, har man sandsynligvis også svært ved at identificere fundamentale sproglige bestanddele som f.eks. ordklasser og sætningsled. Man kan ikke bare affeje mangelfuld kommatering som dovenskab eller personlig utilfredshed med aktuelle retskrivningsregler. Mangelfuld kommatering stikker dybere og vidner om langt mere fundamentale sproglige problemer. De fleste dygtige sprogbrugere overvurderer deres sproglige evner og indsigt – især i forbindelse med kommatering.

Hvilket komma skal man bruge?
Dansk Sprognævn anbefaler, at man ikke anvender startkomma, men det er dog stadigvæk i orden at gøre brug af startkomma. Størstedelen af de danske sprogbrugere ser bort fra Dansk Sprognævns anbefaling og anvender startkomma. Uanset hvad man gør, skal det dog understreges, at man bør gribe kommateringen an på konsekvent vis: Enten anvender man startkomma, eller også anvender man ikke startkomma. Det er voldsomt forvirrende at blive præsenteret for begge kommatilgange side om side i den samme tekst.

Det nytter ikke noget at understrege, at man bruger pausekomma, grammatisk komma eller nyt komma, hvis man samtidig ønsker at rette sig efter de officielle kommaregler. Alle disse betegnelser er forældede. Man kan til dels komme af sted med at anvende betegnelsen traditionelt komma, men man udtrykker sig langt mere præcist, hvis man i stedet for anvender betegnelsen startkomma.

Startkommaets svaghed
De danske kommaregler er komplicerede. Gennemgangen af reglerne i Retskrivningsordbogen fylder godt og vel 30 sider. (De aktuelle kommaregler er medtaget i 4. oplag af Retskrivningsordbogen (3. udgave, 2001) fra 2005, og i tidligere oplag er kommareglerne ikke identiske med de aktuelle. De aktuelle regler kan downloades via Dansk Sprognævns website). En supplerende gennemgang af reglerne i Håndbog i Nudansk (JP/Politikens Forlagshus A/S) breder sig over et tilsvarende antal tætskrevne sider. Hvis Sprognævnets valgfrie anbefaling blev ændret til en konsekvent befaling, og startkommaet dermed blev lagt i graven, ville regelsættet være langt mindre kompliceret. Startkommaet er vanskeligt at anvende, men alligevel foretrækker stort set alle danske sprogbrugere denne mulighed. Jeg anvender startkomma, da en omfavnelse af Sprognævnets anbefaling fra min side ville være et professionelt selvmord. Det er stort set udelukkende sprogfolk med tilknytning til Dansk Sprognævn, der følger anbefalingen. Der er ingen tvivl om, at de har fat i den lange ende, men så længe der blot er tale om en anbefaling vedrørende startkomma, vil vi ikke komme startkommaet til livs.

Startkommaet er som sagt en uhyre vanskelig størrelse, og der er næsten ingen, der er i stand til at sætte dette komma fuldstændig korrekt. De fleste startkommatilhængere overvurderer i høj grad deres egne evner. At anvende startkomma er som at bevæge sig gennem et minefelt, og stort set ingen slipper helskindet igennem. Dansk Sprognævn har løst problemet og anbefaler alle danske sprogbrugere at holde sig langt væk fra dette minefelt, men det er meget få, der retter sig efter deres anbefaling. Det hele handler i bund og grund om danske sprogbrugeres modvilje mod at dykke en anelse længere ned i grammatikken, end vi er vant til i forbindelse med kommatering. Mange forfærdes over, at det er nødvendigt at lære at skelne helsætninger og ledsætninger fra hinanden, hvis man ønsker at droppe startkommaet. (Men denne grammatiske færdighed er altså også nødvendig, hvis man ønsker at sætte startkommaet korrekt). Denne modvilje er så omfattende, at stort set alle danskere foretrækker den skæbnesvangre tur gennem minefeltet frem for at tilegne sig en lille smule viden om syntaks.

Kommaets historie
De officielle danske kommareglers historie beskrives udførligt i Håndbog i Nudansk. Det danske kommas historie er begivenhedsrig, og det er en fordel at kende til denne historiske baggrund, hvis man ønsker at beherske de aktuelle kommaregler til fingerspidserne. Artiklen “De danskes kommaer” i Håndbog i Nudansk citeres herunder i sin helhed. (Artiklens titel er en anelse spøjs i sproglig henseende, men den figurerer også i indholdsfortegnelsen i begyndelsen af håndbogens kommakapitel, så jeg bevarer den). I denne artikel anvendes der naturligvis ikke startkomma.

DE DANSKES KOMMAER
[Artikel i Håndbog i Nudansk (JP/Politikens Forlagshus A/S)]

Først – to systemer, fuld valgfrihed
De første officielle kommaregler kom i 1918. Der var fra starten af valgfrihed mellem to systemer, grammatisk komma (“kryds og bolle-komma”) og pausekomma. Det grammatiske komma var det mest udbredte. Det var det der blev givet detaljerede regler for i de officielle retskrivningsordbøger, og det var det som næsten alle skoler underviste i. Pausekommaet blev især brugt af forfattere og sprogfolk.

Valgfriheden mellem grammatisk komma og pausekomma blev bevaret i Dansk Sprognævns retskrivningsordbøger fra 1955 og 1986. Men det var først i 1986-ordbogen at der kom en detaljeret og systematisk vejledning for de sprogbrugere der ønskede at sætte pausekomma.

Så – ét system?
I årene omkring 1990 arbejdede sprogfolkene i Dansk Sprognævn på at få indført et enhedskomma til afløsning af de to ligestillede kommasystemer. Man syntes ikke at nogen af de to hidtidige systemer var rigtig tilfredsstillende: Det grammatiske komma var for svært og resulterede i for mange intetsigende “letvægtskommaer”, og pausekommaet var for løst og ugrammatisk til at det duede som egentligt kommasystem.

Det nye system fik navnet enhedskomma. Det adskilte sig fra det gamle grammatiske komma ved at der normalt ikke skulle sættes komma foran ledsætninger (startkommaer), men kun efter ledsætninger (slutkommaer). Og det adskilte sig fra det gamle pausekomma ved at der nu var faste grammatiske regler for hvor kommaerne skulle sættes. Enhedskommaet fik imidlertid aldrig officiel status som det enerådende danske kommasystem.

Og så – to systemer, det ene anbefales
I 1996 udsendte Dansk Sprognævn 2. udgave af Retskrivningsordbogen. Planerne om et enhedskomma til afløsning af de to gamle systemer var nu opgivet af politiske grunde, og ordbogen indeholdt endnu en gang to sæt kommaregler, dels det gamle grammatiske komma, dels det nye enhedskomma, hvorimod det gamle pausekomma var gledet ud. Samtidig havde kommasystemerne skiftet navn: Det gamle grammatiske system, der ikke var spor mere grammatisk end det nye enhedskomma, skiftede navn til traditionelt komma. Og det nye enhedskomma, der jo netop ikke var blevet det tilsigtede enhedssystem, skiftede navn til nyt komma. Og som noget helt nyt i det officielle danske kommas historie var de to systemer ikke længere totalt ligestillede, men Retskrivningsordbogen og Sprognævnet anbefalede nu at man brugte nyt komma frem for traditionelt komma.

Og nu – ét system med valgfrihed, anbefaling og konsekvenskrav
Det officielt anbefalede nyt komma fik i årene efter 1996 en tilslutning der langt overgik det gamle pausekomma. En del dansklærere og lærebøger i dansk for folkeskolen fulgte anbefalingen og gik over til det nye komma, og også nogle fagblade, organisationer, kommuner og et enkelt ministerium fulgte med. Der var imidlertid fortsat modvilje mod det nye komma i fx dagspressen og den offentlige administration, og i foråret 2003 var den politiske modstand i specielt regeringspartiet Venstre mod det nye komma så stor at Dansk Sprognævn udarbejdede et forslag til et kommakompromis som blev forelagt og godkendt af kulturministeren og undervisningsministeren. Kompromiset indebar en “fusionering” af traditionelt og nyt komma i ét kommasystem. Basis i dette system var det traditionelle grammatiske komma, men med mulighed for valgfrit at sætte eller udelade det såkaldte startkomma, dvs. kommaet foran ledsætninger. Retskrivningsautoriteterne havde dog også i dette tilfælde valgt side og anbefalede sprogbrugerne at benytte sig af valgfriheden til at droppe startkommaet.

De nye officielle kommaregler trådte i kraft i juni 2004. De er offentliggjort i hæftet Dansk Sprognævn: Kommaregler, 2004, og er indarbejdet i Retskrivningsreglerne i 4. oplag af Dansk Sprognævns Retskrivningsordbog (2005), som § 45-51. Det indskærpes i de nye regler at man skal være konsekvent i sit fra- eller tilvalg af startkommaet inden for den samme tekst.

(Jacobsen, Henrik Galberg; Jørgensen, Peter Stray: Håndbog i Nudansk. 5. udg. København, JP/Politikens Forlagshus A/S, 2005. 696 s.: s. 297).

Nyttige kommalinks

De officielle kommaregler i Retskrivningsordbogen 2012 (dsn.dk): § 45-51. Komma.

Kort gennemgang af kommareglerne (sproget.dk): Komma.

Detaljeret gennemgang af kommareglerne (sproget.dk): Typiske kommaproblemer.

Prikker i form af tre punktummer placeret ved siden af hinanden (enkelte sprogfolk insisterer på blot at anvende to) kaldes både udeladelsesprikker og tøveprikker. Udeladelsesprikker signalerer, at noget er udeladt, og tøveprikker antyder noget uafsluttet eller tøvende. Prikkerne kan anvendes på flere forskellige måder. De kan afslutte en sætning, de kan placeres midt i en sætning, eller de kan placeres mellem to sætninger (når de placeres mellem to sætninger, afslutter prikkerne i princippet den første af disse sætninger). I sjældne tilfælde kan prikker ligeledes indlede en sætning, og man ser oftest denne tendens i forbindelse med f.eks. replikgengivelse og underoverskrifter. Disse indledende prikker kan i visse tilfælde retfærdiggøres, men man bør tænke sig godt om, inden man giver sig i kast hermed.

Men prikkerne kan skam mere end blot det. De kan signalere to forskellige ting: udeladelse af ét eller flere ord (en sætningsdel) eller udeladelse af en del af et enkelt ord (en orddel). Når der anvendes et mellemrum mellem prikkerne og det ord, som prikkerne er placeret efter, signalerer man, at ét eller flere ord er udeladt. Når der ikke anvendes mellemrum mellem prikkerne og det ord eller den orddel, som prikkerne er placeret i forlængelse af, signalerer man, at en del af det pågældende ord er udeladt.

Der er altså stor forskel på disse to sætninger:

Hun spiser endnu en is …

Hun spiser endnu en is…

I den første sætning signalerer man, at selve sætningen er ufuldstændig. Sætningen kan altså forlænges med et eller flere ord. Sætningen kan f.eks. opfattes på denne måde: Hun spiser endnu en is og får straks dårlig samvittighed. I dette tilfælde kan prikkerne også fungere som tøveprikker og dermed antyde noget uafsluttet eller tøvende.

I den anden sætning signalerer man, at det sidste ord i sætningen er ufuldstændigt. Sætningens sidste ord, is, udgør blot den første del af et længere ord, f.eks. isvaffel, isdessert, isterning etc.

Mange sprogbrugere kender ikke til dette mellemrums afgørende betydning i forbindelse med tøve- og udeladelsesprikker, og dette skyldes sandsynligvis en uheldig påvirkning fra det engelske sprog. På engelsk har man ikke mulighed for at indsætte dette mellemrum mellem prikkerne og det tilknyttede ord, og formen uden mellemrum står derfor alene og har en bredere betydning på engelsk end på dansk. Vi danske sprogbrugere bør dog være taknemmelige over, at vi i denne sammenhæng har mulighed for at udtrykke os mere præcist på skrift. Vi opererer med hele to betydningslag i forbindelse med disse prikker, mens man på engelsk må nøjes med ét.

Eksempler på anvendelse af tøve- og udeladelsesprikker

Han ladede haglgeværet og rettede det mod indbrudstyven …

Er du nu sikker på, at det er en god idé …?

Han bestilte en stor menu … og ekstra pomfritter.

I samme øjeblik han steg ud af bilen, bragede en lastbil forbi … Fem minutter senere ankom ambulancen.

Nu skal han vel for h… ikke til at holde tale igen!?

Link
Retskrivningsordbogen om udeladelses- og tøveprikker (§ 43. Prikker).

NB! Pr. 9.11.2012 er retskrivningsreglerne blevet ændret, og den forestående ændring af reglerne, der omtales i blogindlægget herunder, er nu trådt i kraft. Anvisningerne i det nedenstående blogindlæg er derfor ikke længere korrekte. De nye officielle retskrivningsregler vedr. denne type forbindelser af adverbier og præpositioner er tilgængelige via Dansk Sprognævns website: Retskrivningsordbogen 2012, § 19 (se § 19.1-2).

Dette indlæg drejer sig ikke udelukkende om adverbiet udenfor og den tilsvarende ordforbindelse uden for, men også om en række lignende adverbier, f.eks. indenfor, overfor, nedenunder, bagved etc., som også kan forveksles med tilsvarende særskrevne ordforbindelser.

Når der er tale om et adverbium, skriver man udenfor. Når der er tale om en præposition, som har en styrelse, skriver man uden for. En sådan præposition er egentlig en ordforbindelse bestående af et adverbium (eller et ord, der bruges som et adverbium) og en præposition, som tilsammen fungerer som en præposition. Denne type præpositioner er nemme at genkende, da de altid har en styrelse. Denne styrelse er som regel placeret umiddelbart efter præpositionen (ordforbindelsen), men den kan sagtens være placeret andre steder i sætningen, f.eks. Ham bor vi lige over for. Styrelsen kan også være et udeladt pronomen (som), som altså slet ikke er at finde i sætningen, f.eks. Der er banegården, vi bor lige over for (styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran vi).

Der er ingen fonetisk forskel på de to forskellige former, så forskellen på formerne kommer altså udelukkende til udtryk i skriftsproget. Det er denne detalje, der er skyld i, at mange sprogbrugere ikke er bevidste om forskellen. Meget tyder på, at reglerne vedrørende disse ordforbindelser vil blive ændret i forbindelse med Dansk Sprognævns reviderede og opdaterede ortografiske retningslinjer, som gerne skulle se dagens lys i slutningen af 2012 under navnet Retskrivningsordbogen. Ifølge de nye retskrivningsregler vil der sandsynligvis være tale om valgfrihed i forbindelse med disse ordforbindelser, når de fungerer som præpositioner med styrelse. Dvs. at det vil være tilladt at sammenskrive denne type ordforbindelser, selv om de fungerer som præpositioner. I praksis vil man altså stort set altid udtrykke sig korrekt, hvis man sørger for at sammenskrive disse ordforbindelser. (Regelændringen er dog ikke helt
ukompliceret. Artiklen “Adverbium + præposition – ét eller
flere ord?” i Nyt fra Sprognævnet
beskriver ændringen på detaljeret vis – se linket nederst i
indlægget).

Mange sprogfolk mener, at den aktuelle regel er for kompliceret, og at fejl i denne sammenhæng er ubetydelige, da de jo aldrig er direkte meningsforstyrrende. Man kan jo altid regne ud, hvad folk egentlig mener, selv om de ikke følger reglen. Den aktuelle regel gør dog sproget mere præcist, da der trods alt er tale om to forskellige ordklasser –
og dermed to forskellige sproglige betydninger. Udenfor og uden for betyder ikke det samme. Et præcist sprog er et rigt sprog, og denne uhensigtsmæssige sammensmeltning af to forskellige ordklasser fratager sproget en række nuancer, som vi nødigt vil undvære.

Adverbium (ingen styrelse)

Lad os gå udenfor.

Børnene sover indenfor.

Fluerne indenfor var dovne og nærgående, men fluerne udenfor generede ikke nogen.

Han pegede på huset overfor.

Er de andre gået ovenpå?

Vi har boet i huset overfor længe.

Som ovenfor nævnt er det en vanskelig opgave.

Præposition (styrelsen er understreget)

Fårene går nu uden for indhegningen.

Hun havde parkeret bilen uden for parkeringsbåsen.

Bagagen er bag i bilen.

Hvis I går bag om skuret, kan I ikke undgå at få øje på rutsjebanen.

Vi bor over for banegården.

Der er banegården, vi bor over for.
(styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran vi)

Det er et område, han med tiden er blevet ekspert inden for.
(styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran han)

Det har ingen konsekvenser for deltagerne ud over at forøge risikoen for diarré dagen efter.

Hvilke ordforbindelser drejer det sig om?

Alle ordforbindelserne herunder fungerer som præpositioner, men i sammenskrevet form er de adverbier. Det er altså i forbindelse med disse ordforbindelser, man skal være særligt opmærksom, hvis man vil undgå denne type sproglige fejl:

bag efter
bag i
bag om
bag på
bag ved
hen ad
her fra
hen imod
hjemme fra
ind ad
inde fra
inden for
inden i
inden om
inden under
ind imellem
ind under
langt fra
lige ved
midt for
midt i
midt imellem
midt på
midt over
ned ad
nede fra
neden for
neden om
neden under
ned over
nær ved
op ad
oppe fra
oven for
oven i
oven om
oven over
oven på
over for
rundt om
rundt omkring
tæt ved
ud ad
ud efter
ud over
ude fra
ude omkring
uden for
uden om
uden over (udeover)
uden på.

Nyttigt link

Du kan læse mere om den forestående retskrivningsændring i forbindelse med dette emne i seniorforsker Jørgen Schacks artikel “Adverbium + præposition – ét eller to ord?” i Nyt fra Sprognævnet (2011/3), s. 1-7.