Regler
De fleste ved hvordan man bruger parenteser. Det er slet ikke så kompliceret. Men alligevel kan parenteserne drille, for der er nogle regler der skal overholdes når vi bruger punktum sammen med parenteser, og der er også nogle retningslinjer som det betaler sig at følge når vi bruger parentesen som udeladelsesmarkør i citater. Lad os se nærmere på den første fælde.

Parentes og punktum
Når vi bruger en parentes, isolerer vi en tekstdel. Det kan ske både indenfor og udenfor en periode. Her er en periode defineret som det der populært sagt befinder sig mellem to punktummer – det man ofte kalder en sætning, men som i princippet ofte består af flere sætninger.

Når vi isolerer en tekstdel indenfor en periode, skal det gøres på den her måde:

Vi ses til mødet i næste uge (onsdag 4. maj kl. 11).

Han kører i en Focus (Ford), og hun kører i en Golf (VW).

Når vi isolerer en tekstdel udenfor en periode, skal det gøres på den her måde:

Vi ses til mødet onsdag 4. maj kl. 11. (Brug indgang E for at komme ind til mit kontor).

Han kører i en Focus, og hun kører i en Golf. (De to biler er produceret af Ford og VW).

I det første eksempel bruger vi et lille begyndelsesbogstav efter det indledende parentestegn og placerer parentesen før det afsluttende punktum. I det andet eksempel indleder vi en ny periode i forbindelse med parentesen og bruger derfor stort begyndelsesbogstav efter det indledende parentestegn. Her skal der ikke sættes et afsluttende punktum foran det afsluttende parentestegn, medmindre der bruges en forkortelse el.lign. her.

Parentes i citater
I citater kan du udelade en del af den citerede tekst vha. en parentes som indeholder tre prikker. Hvis du blot bruger tre prikker uden de to parentestegn for at signalere at du har fjernet noget fra citatet, kommunikerer du ikke præcist nok. Det er jo ikke umuligt at der bruges tøve- eller udeladelsesprikker i den citerede tekst. Du kan også skrue op for præcisionen ved at bruge kantede parenteser, dvs. tegnene [ og ], fremfor runde parenteser, dvs. tegnene ( og ), for det er jo heller ikke umuligt at der bruges parenteser i den citerede tekst. Det er derimod temmelig usandsynligt at der bruges kantede parenteser heri. Præcision er en god ting i forbindelse med citater, så jeg vil anbefale dig at bruge kantede parenteser når du piller ved den tekst der citeres.

Sådan bruger du parentes når du citerer
Her er den tekst vi citerer fra:

“Finansloven handler om hvilke områder der skal have penge – og hvor mange de skal have. Om alle de politikområder der ligger bag tallene, og som der skal findes penge til. Om at prioritere og om at skære ned ét sted for at give et andet sted.”

Citateksempler:

“Finansloven handler om hvilke områder der skal have penge – og hvor mange de skal have. […] Om at prioritere og om at skære ned ét sted for at give et andet sted.”

“Finansloven handler om hvilke områder der skal have penge […]. Om at prioritere og om at skære ned ét sted for at give et andet sted.”

Dette understreger min pointe, for “[f]inansloven handler om hvilke omåder der skal have penge”.

Dette understreger min pointe: “Finansloven handler om hvilke omåder der skal have penge.”

Bonustip #1
Husk at bruge mellemrum hvis du bruger to parenteser ved siden af hinanden:

Han kører i en Focus (Ford), og hun kører i en Golf (VW) (begge biler er hatchbacks).

Sideprisen for korrektur er hhv. 95 kr. (én gennemlæsning) og 150 kr. (to gennemlæsninger) (1 side = 2.500 tegn inkl. mellemrum).

Bonustip #2
Sæt ikke komma foran en parentes:

De har bedt os om ikke at tage noget med (selvom det altid er en god idé), så vi behøver ikke at købe noget på vej derhen.

§ 56
Læs om parenteser i retskrivningsreglernes § 56.

Hvad er en tankestreg?
Tankestregen skal betragtes som en mellemting mellem komma og punktum – den er kommaets storebror og punktummets lillebror. Tankestregen minder lidt om semikolonet, men kan bruges mere frit end semikolonet som i højere grad er låst fast af retskrivningsreglerne end tankestregen er. Semikolonet skal først og fremmest bruges mellem to helsætninger, mens tankestregen ikke er bundet af denne regel. Tankestregen kan derfor bruges til mange ting, og det er svært at finde eksempler på tilfælde hvor det er direkte ukorrekt at bruge dette tegn. I tilfælde hvor tankestregen bør ændres til et andet tegn, fx komma eller punktum, drejer det sig som regel om at du ikke rigtig vinder noget ved at bruge tankestregen, og at du lige så godt kan bruge et andet og mere almindeligt tegn.

Tankestregen er ofte et stilistisk valg. Netop fordi det er muligt at bruge et andet tegn i stedet for tankestregen, er der nogle der ikke bryder sig om tegnet. Også her er der en lighed med semikolonet, som mange afholder sig fra at bruge. Forskellen er dog at tankestregen typisk betragtes som et ungdommeligt tegn, mens semikolonet betragtes som et lidt altmodisch tegn. Det skal understreges at det er helt korrekt at bruge begge tegn, men at du nok skal passe på med at bruge dem alt for meget i din tekst. Hvis din tekst er sovset ind i tankestreger eller semikoloner – eller måske begge dele – kan du være helt sikker på at læseren vil reagere på det, og i så fald forstyrrer din tegnsætning teksten. Den slags er som regel ikke en god idé.

Fire klassiske problemer
Der er især fire tilfælde hvor tankestregen ofte bruges forkert:

1. Tankestregen forveksles med en bindestreg
2. Tankestregen bruges forkert i titler
3. Tankestregen placeres uhensigtsmæssigt i linjen
4. Tankestregen bruges som en unødvendig kildemarkør.

1. Tankestregen forveksles med en bindestreg
En bindestreg (-) er ikke en tankestreg (–). Der er tale om to vidt forskellige tegn med to vidt forskellige funktioner. Læs mere om dette problem her.

2. Tankestregen bruges forkert i titler
En bogtitel eller lignende suppleres ofte med en undertitel. Undertitlen er naturligvis sekundær og placeres ofte på en separat linje på forsiden og på titelbladet:

Aflivningen
En personlig beretning om det danske bandemiljø

Her er alt fint, men der kan opstå et problem hvis du ønsker at skrive hele denne titel i én linje. Her kan en tankestreg hjælpe dig, men du skal huske at bruge tankestregen rigtigt. Det er fristende at skrive på denne måde: “Aflivningen – En personlig beretning om det danske bandemiljø”. Denne form er dog ikke korrekt, for det er ikke hensigtsmæssigt at bruge et stort begyndelsesbogstav efter en tankestreg, medmindre der er tale om et proprium.

I titeleksemplet ovenfor bruges der stort begyndelsesbogstav i undertitlen pga. linjeskiftet, men hvis du skriver titlen i én linje, skal du skrive på denne måde: “Aflivningen – en personlig beretning om det danske bandemiljø”.

Indimellem dukker denne ukorrekte form også op:

Aflivningen
– En personlig beretning om det danske bandemiljø

Her bruges der linjeskift i forbindelse med undertitlen, men af en eller anden grund er tankestregen bevaret. Her er det ikke nødvendigt at bruge tankestregen da vi jo allerede har en markør i form af linjeskiftet. Tankestregen har ikke nogen funktion her og skal derfor udelades.

3. Tankestregen placeres uhensigtsmæssigt i linjen
Når der bruges tankestreg i en tekst, er det bedre at indlede en linje med en tankestreg end at afslutte en linje med en tankestreg. At afslutte en linje med en tankestreg virker uharmonisk og bør undgås. Hvis to tankestreger bruges til at isolere en tekstdel, er det også en god idé at holde de to tankestreger i samme linje.

I praksis kan det være temmelig vanskeligt at overholde disse to anbefalinger. Hvis der bruges tekstspalter, er det som regel umuligt at holde de to tankestreger i samme linje, og det er ikke altid nødvendigt at sætte himmel og jord i bevægelse for at undgå at afslutte en linje med tankestreg. Der er tale om anbefalinger, og det er en god idé at rette sig efter dem – hvis det altså er muligt.

4. Tankestregen bruges som en unødvendig kildemarkør
Når der bruges citater i en tekst, er det naturligvis meget normalt at oplyse hvor citatet stammer fra. Citater er ofte fremhævet i en tekst ved hjælp af fx justerede sidemargener og anførselstegn eller kursiv, og kildeoplysningerne placeres som regel under citatet:

“Mens vi som politikere står inde i bokseringen og banker løs på hinanden, går verden videre udenfor. Vi svigter vores fælles politiske ansvar for at finde løsninger når vi bruger tiden på at promovere os selv eller bekrige hinanden som værende henholdvis liberale naivister der vil tillade alt, eller betonnationalister der vil forbyde alt.”
– Mette Bock, kultur- og kirkeminister (LA)

I eksemplet herover er der indsat en tankestreg foran kildeoplysningerne nederst, og mange er overbevist om at man skal bruge en tankestreg her. Men hvorfor skulle det være nødvendigt at indsætte en tankestreg her? Oplysningerne er adskilt fra citatet ved hjælp af et linjeskift (der kan også bruges et linjemellemrum), og der er ikke anførselstegn omkring oplysningerne. Vi ved at disse oplysninger ikke udgør en del af citatet ovenover, så hvorfor skal vi bruge endnu en markør for at understrege dette? Hvis tankestregen udelades, undgår vi et unødvendigt tegn, og teksten er mere enkel og elegant:

“Mens vi som politikere står inde i bokseringen og banker løs på hinanden, går verden videre udenfor. Vi svigter vores fælles politiske ansvar for at finde løsninger når vi bruger tiden på at promovere os selv eller bekrige hinanden som værende henholdvis liberale naivister der vil tillade alt, eller betonnationalister der vil forbyde alt.”
Mette Bock, kultur- og kirkeminister (LA)

§ 55
Læs også om tankestregen i retskrivningsreglernes § 55.

Få inspiration til flere videnskabeligt dokumenterede indsatser, læs mere om eksperterne bag BIP og få de sidste resultater frem mod afslutningen af undersøgelsen i 2016 på projektets hjemmeside, jobindikator.dk.

I eksemplet herover bør man pga. imperativ bruge komma foran konjunktionen “og”, men der er alligevel mere på spil her som jeg synes man skal tage hensyn til. Alle tre sætninger i perioden (her er en periode defineret som det der populært sagt befinder sig mellem to punktummer – det man ofte kalder en sætning, men som i princippet ofte består af flere sætninger) indeholder hver især et finit verbum (pga. imperativ), og her er det ifølge § 48.4 ofte en god idé at bruge komma, men der er dog til en vis grad valgfrihed når en eller flere sætninger (imperativer) er nært forbundne.

Alle tre sætninger gør brug af det sidste led i helheden, dvs. adverbialet “på projektets hjemmeside, jobindikator.dk”, og ved at udelade det sidste komma kan man understrege at dette led bruges af alle tre sætninger og ikke blot af den sidste sætning (som jo isoleres sammen med det afsluttende adverbial via kommaet). Denne lille detalje giver vel sig selv, men man har mulighed for at understrege denne betydning ved at udelade det sidste komma, og dermed opnår man en meget præcis formulering.

Jeg havde selv tidligere anbefalet kunden at tilføje dette komma, men ombestemte mig under min anden gennemlæsning af teksten. Det er nok mest korrekt at sætte kommaet, men jeg synes godt man kan argumentere for at udelade komma her – og udeladelsen resulterer i et mere præcist sprog. Jeg synes at kommaudeladelsen klæder perioden.

Har du læst kommareglerne?
De officielle danske kommaregler er omfattende og komplicerede, og måske er det en god idé at forenkle dem. Kommareglerne består af syv paragraffer, § 45-51, og en lang række underparagraffer. I Retskrivningsordbogen strækker de syv paragraffer sig over 27 sider (s. 995-1022), og det er desværre urealistisk at forvente at normale mennesker sætter sig ned og læser så mange sider om hvordan man sætter komma. Der er flere grunde til at reglerne er så komplicerede, og hvis du vil vide mere om det, kan du læse min artikel “Hvorfor er det så svært at sætte komma?”.

Hvad gør Dansk Sprognævn?
Dansk Sprognævn har selv udarbejdet nogle bud på forenklinger af kommareglerne. Sprognævnets forenklinger slipper helt kommaparagrafferne og forsøger blot at forklare nogle grundprincipper som så suppleres med kommaøvelser. Sprognævnets seneste bud på en forenkling af kommareglerne er et regulært kommakursus (danskkomma.dk) udviklet i samarbejde med en ekstern kursusvirksomhed. Onlinekurset er velfungerende, og der er grundige forklaringer på hvordan man skal gøre, men heller ikke her refereres der til de officielle kommaparagraffer. Kurset skal roses for også at tage hånd om grammatikken bag kommatering, men sjovt nok trænger kursusteksten til en ekstra korrektur. Den slags detaljer bør altså være på plads når Dansk Sprognævn lægger navn til.

Hvad gør Dansk Sprogrevision?
Jeg har mit eget bud på hvordan kommareglerne kan forenkles. Her skal du stadigvæk forholde dig til de officielle kommaparagraffer, men jeg har fjernet al overflødig forklarende tekst og bevaret eksemplerne. Den forklarende tekst der omgiver eksemplerne, er naturligvis vigtig, men i princippet er det eksemplerne der indeholder den væsentligste information, og det er i høj grad eksemplerne du skal forholde dig til når du analyserer reglerne. Paragrafnumrene og de tilhørende overskrifter er bevaret i min forenklede udgave så du hele tiden er tvunget til at tage udgangspunkt i og forholde dig til de officielle kommaregler. Hvis du indimellem savner mere information, kan du altid finde det komplette regelsæt frem. Uanset hvad er det altid et stærkere argument at referere til en paragraf i de officielle kommaregler end at pege på en stump kursustekst. Og det gælder også selvom Dansk Sprognævn lægger navn til kurset. Kommaregler trumfer kommakurser. Basta.

Dansk Sprogrevisions forenklede kommaregler er barberet ned til 15 sider plus en indholdsfortegnelse på 2 sider, og dermed er kommareglernes omfang reduceret med cirka 50 procent. Det gør en forskel, for det er naturligvis nemmere at overskue 15 sider end 27 sider.

Du finder Dansk Sprogrevisions forenklede kommaregler her (pdf-fil).

Berlingskes problem
Avisen Berlingske har et problem med sine apostroffer. Problemet optræder ikke kun i Berlingske, men i stort set samtlige publikationer som er knyttet til koncernen Berlingske Media, herunder Weekendavisen og BT. Berlingske (og Weekendavisen) lægger ikke skjul på at de vægter sproget højt, og især Berlingske deltager ofte i sprogdebatten. Berlingske ser gerne at retskrivningsreglerne forenkles, og især at valgfrihed i forbindelse med de enkelte regler elimineres.

NB! Indlægget indeholder en række tegn som ikke kan gengives her, så derfor er du nødt til at læse indlægget i sin helhed i en pdf-fil.

Korrekturlæser Lars Christensen forklarer hvorfor kommatering er blevet en ekspertdisciplin.

Komma?
Er du en af dem der har opgivet at lære at sætte komma? Dit valg er forståeligt, for der er en række gode grunde til at kaste håndklædet i ringen. Det er svært at få styr på kommareglerne, og det skyldes først og fremmest at vi danske sprogbrugere lige siden de første officielle kommaregler trådte i kraft i 1918, har haft to valgmuligheder. Et komma har aldrig bare været et komma, og inden du sætter det første komma i din tekst, skal du vælge side. Sætter du det ene komma eller det andet?

I praksis er kommareglerne stort set ikke blevet ændret siden vi blev præsenteret for nyt komma i 1996, men navnet nyt komma bruges ikke længere. I dag sætter vi bare komma, men vi skal tage stilling til om vi sætter startkomma eller ej. Hvis du udelader startkommaet, svarer din kommatering til det der tidligere hed nyt komma. Hvis du sætter startkomma, svarer din kommatering til det vi kalder traditionelt grammatisk komma. (I den tekst du læser nu, sættes der ikke startkomma).

De officielle retskrivningsregler anbefaler at vi udelader startkommaet, men i praksis er det sandsynligvis under 1 procent af danske sprogbrugere der retter sig efter denne anbefaling. De fleste er overbevist om at der er tale om mangelfuld kommatering, når de læser en tekst hvor der ikke sættes startkomma.

Det skal understreges at der ifølge kommareglerne kun er tale om ét kommasystem, hvor en bestemt kommatype, nemlig startkommaet, er valgfri. I praksis ligner det to forskellige systemer, men regelsættet opererer kun med ét system. Denne detalje forvirrer med rette mange.

De officielle kommaregler
De danske retskrivningsregler udarbejdes af Dansk Sprognævn og publiceres via Retskrivningsordbogen (RO), og kommareglerne udgør en række selvstændige paragraffer i dette regelsæt. Den første retskrivningsordbog som Dansk Sprognævn udgav, er fra 1955, men ordbogen fra 1986 er den første retskrivningsordbog som Sprognævnet selv har udarbejdet. I de forskellige udgaver af Retskrivningsordbogen er vi blevet præsenteret for følgende kommatyper:

Dansk Retskrivningsordbog
(7. udgave, 1918 – de første officielle retskrivningsregler)
Grammatisk komma + pausekomma

Retskrivningsordbog 1955
Grammatisk komma + pausekomma

Retskrivningsordbogen 1986
(1. udgave)
Grammatisk komma + pausekomma

Retskrivningsordbogen 1996
(2. udgave)
Nyt komma + traditionelt komma

Retskrivningsordbogen 2001
(3. udgave, 1.-3. oplag)
Nyt komma + traditionelt komma

“Kommaregler”
(Selvstændigt hæfte, juni 2004)
Komma (valgfrit startkomma)

Retskrivningsordbogen 2001
(3. udgave, 4. oplag, 2005)
Komma (valgfrit startkomma)

Retskrivningsordbogen 2012
(4. udgave)
Komma (valgfrit startkomma).

Grammatisk komma og pausekomma (1918-1996)
Indtil 1996 stod valget mellem grammatisk komma og pausekomma (RO 1955, RO 1986). Grammatisk komma er stort set identisk med det komma de fleste sætter i dag. I modsætning til pausekommaet har grammatisk komma altid været ledsaget af et detaljeret regelsæt og har derfor været skolesystemets og dermed også folkets favorit. Det frisindede pausekomma fik først sit eget detaljerede regelsæt i 1986 (RO 1986), men blot 10 år senere gled pausekommaet ud af de officielle retskrivningsregler.

Nyt komma og traditionelt komma (1996-2004)
I 1996 blev vi præsenteret for et helt nyt komma (RO 1996). Det var stadigvæk okay at sætte grammatisk komma, som nu blev kaldt traditionelt komma, men med de nye regler indikerede Dansk Sprognævn at det traditionelle komma var under afvikling. Der var valgfrihed mellem nyt komma og traditionelt komma, men Sprognævnet anbefalede nyt komma.

Det nye komma vandt lige så stille fodfæste og optrådte også i den næste udgave af Retskrivningsordbogen (RO 2001), men pludselig var det slut. I juni 2004 trådte et nyt sæt kommaregler i kraft, og betegnelsen nyt komma optrådte ikke heri og er ikke siden blevet nævnt i de officielle retskrivningsregler. De nye kommaregler blev ikke lanceret i en ny udgave af Retskrivningsordbogen, men blev publiceret i et selvstændigt hæfte som erstattede de hidtidige regler. I det næste års tid var kommareglerne i Retskrivningsordbogen – den publikation som indeholder de officielle danske retskrivningsregler – ikke et udtryk for officiel dansk retskrivning.

I løbet af 2005 blev de nye kommaregler indlemmet i selve Retskrivningsordbogen (RO 2001, 4. oplag), og for at sætte komma korrekt skulle vi altså både sørge for at have fat i den rigtige udgave og det rigtige oplag. De forskellige oplag var visuelt fuldstændig identiske, så det var nødvendigt at tjekke kolofonen for at være helt sikker på at der var tale om de aktuelle officielle kommaregler.

Komma – valgfrit startkomma (2004-)
Indtil 1996 skulle du vælge mellem grammatisk komma og pausekomma. Fra 1996 til 2004 skulle du vælge mellem nyt komma og traditionelt komma. Siden 2004 har der kun været tale om ét kommasystem, men du skal nu tage stilling til om du sætter startkomma eller ej. Hvis du sætter startkomma, følger du et regelsæt der stort set er identisk med traditionelt komma. Hvis du ikke sætter startkomma, følger du et regelsæt der stort set er identisk med nyt komma. Dansk Sprognævn anbefaler at du ikke sætter startkomma.

De aktuelle kommaregler indledes på denne måde:

“Denne og de følgende paragraffer (§ 45-51) indeholder reglerne for kommatering. Reglerne er med enkelte undtagelser identiske med reglerne for traditionelt grammatisk komma. Den afgørende undtagelse er at det som hovedregel er valgfrit om man vil sætte startkomma, dvs. komma før ledsætninger (se § 49-50).

I de tilfælde hvor det er valgfrit om man vil sætte startkomma, anbefales det at man undlader at sætte dette komma. Men uanset om man vælger at sætte startkomma eller ej, skal man følge samme praksis indenfor samme tekst.”

Kommareglerne tager udgangspunkt i “traditionelt grammatisk komma”, men anbefaler at man ikke sætter komma på denne måde – og der sættes naturligvis heller ikke startkomma i den tekst der formulerer reglerne. Kan du se problemet? Den allerførste paragraf i kommareglerne gør et stort nummer ud af at kommareglerne er identiske med “reglerne for traditionelt grammatisk komma”, men understreger kort efter at man ikke bør sætte startkomma. Denne anbefaling annullerer så mange af de traditionelle kommaer at mange vil undre sig over at der overhovedet tales om traditionelt grammatisk komma i den indledende tekst.

I praksis er der meget stor forskel på hvordan tekst tager sig ud alt efter om der sættes startkomma eller ej, men alligevel lægger reglerne op til at man ikke skelner mellem to forskellige kommasystemer. Og denne tankegang gør du klogt i at holde fast i hvis du ønsker at forstå reglerne til fulde. Udeladelse af startkomma er en central valgfrihed i forbindelse med kommatering, men denne valgfrihed spiller udelukkende en rolle i to ud af de i alt syv kommaparagraffer (§ 49-50 om ledsætninger): I § 49 deles sætningseksemplerne ofte op i to kolonner for at illustrere forskellen på identiske sætninger med og uden startkomma, og § 50 er i princippet kun relevant hvis du sætter startkomma. Regelsættet lægger bestemt ikke skjul på at kommareglerne forenkles hvis du dropper startkommaet.

Fordele ved at udelade startkomma
Der er ingen tvivl om at det gavner skriftsproget at udelade startkomma, og at du samtidig slipper for at tage stilling til de allermest komplicerede kommaproblemer. Du behøver fx i princippet ikke at forholde dig til § 50 i kommareglerne som beskriver de uden tvivl mest komplicerede overgange mellem sætninger som startkommaet skal markere. Startkommaet insisterer på at markere samtlige overgange fra en sætning til en anden (der er dog enkelte undtagelser fra denne hovedregel), mens denne isolation af de enkelte sætninger er langt mindre udtalt når startkommaet ikke bruges.

I stort set al seriøs tekst om kommatering og retskrivning, herunder også de officielle retskrivningsregler, bruges der ikke startkomma. Jo mere du beskæftiger dig med kommatering, i jo højere grad indser du at startkommaet skaber problemer. I mange tilfælde er det uhyre vanskeligt at afgøre præcis hvor en helsætning ophører og en efterfølgende ledsætning tager over. To eller flere sætninger er ofte viklet ind i hinanden, og det giver ikke mening at insistere på at isolere hver enkelt sætning. Startkommaet forstyrrer i mange tilfælde sproget ved at brække helheder i mindre stykker for at holde styr på de enkelte sætninger heri – og det kan nemt blive til noget rod:

Det, du siger, er, at det er vigtigt, at EU forbliver en økonomisk magt.

Det du siger, er at det er vigtigt at EU forbliver en økonomisk magt.

I det første eksempel er der sat startkomma. I det andet eksempel er startkommaet udeladt. Hvad foretrækker du? Hvad er nemmest at læse? Og hvor vil du placere startkommaet i eksemplerne herunder – hvor stopper den indledende helsætning, og hvor begynder den afsluttende ledsætning? I alle eksemplerne er kommateringen korrekt – der er bare ikke brugt startkomma. Hvis du bruger startkomma, skal der indsættes ét komma i hvert eksempel:

Pernille er lige præcis som hun skal være.

Og det er sådan vi kan lide det.

Det var lige hvad jeg gjorde.

Og så sparkede jeg til glasset det bedste jeg har lært.

Beslutningen om at tage af sted traf jeg allerede da jeg sagde farvel til hende i lufthavnen.

Tilsæt hvedemel (gem en smule til når gnocchien skal formes).

Han er dyrlæge og har arbejdet i døgndrift lige så længe jeg har kendt ham.

Kan du finde ud af det? Det er ikke nemt, vel? Hvis du dropper startkommaet, behøver du ikke at skænke det en tanke. Hvis du sætter startkomma, skal du tage stilling til præcis hvor de to sætninger mødes. Hvis du dropper startkommaet, lader du sproget være som det er. Du lader sproget flyde og gør ikke et stort nummer ud af at enkelte sætninger låner småord hos hinanden og deles om tingene. Sådan opfører sproget sig, og det må vi respektere.

Hvorfor skal det være så svært?
Kommatering er kompliceret fordi vi altid har været tvunget til at forholde os til mere end én kommatilgang. Sprogbrugerne holder fast i en kommatype – det vi nu kalder startkomma – som det i princippet er umuligt at mestre, og som resulterer i så kommatunge tekster at kommaet devalueres. Prøv fx at respektere hvert enkelt komma næste gang du læser en tekst med startkomma højt. Det fungerer ikke så godt, vel? Sprogfolk vil gerne reducere antallet af kommaer, og det er uden tvivl en god idé at gøre det, men sprogbrugerne stritter imod, for man piller ved en tradition som har fulgt det danske skriftsprog siden 1700-tallet.

De aktuelle kommaregler er i høj grad et kompromis. På den ene side har vi størstedelen af de danske sprogbrugere som har kastet sin kærlighed på et komma som aldrig vil komme til at fungere optimalt, og på den anden side har vi sprogfolk som vil forenkle vores komma ved i højere grad at lade det læne sig op ad sprogets indholdsside. Kommareglerne er kort sagt alt for omfattende og komplekse, og så længe reglerne er udformet på den måde, vil almindelige mennesker aldrig sætte sig ned og læse dem.

Der er ingen tvivl om at sprogfolk foretrækker at sparke startkommaet ad helvede til. Det er så godt som umuligt at sætte startkomma fuldstændig korrekt. Sproget stritter imod og vil ikke finde sig i at blive tøjlet på den måde. De fleste sprogbrugere er glade for startkommaet, glade for den tilsyneladende enkle kryds og bolle-løsning som aldrig slår fejl, og som alle kan lære at mestre hvis de gør sig umage. Sådan forholder det sig desværre ikke i virkeligheden, og resultatet er at de fleste sprogbrugere overvurderer deres eget kommaniveau. Det er desværre meget sværere at sætte komma korrekt end de fleste tror.

(Artiklen er en skriftlig udgave af foredraget med samme navn som blev holdt på BogForum 2015 (6.-8. november) på Skriveværkstedets stand. Du finder artiklen som pdf-fil her).