Kategori: Retskrivning

Problemet
Mange sprogbrugere anvender automatisk stort begyndelsesbogstav efter kolon. I visse tilfælde er det okay at følge denne indskydelse, men ofte resulterer denne fremgangsmåde i retskrivningsfejl. Der skal kun anvendes stort begyndelsesbogstav efter kolon, når det, der følger efter kolonet, er en helsætning eller indeholder en helsætning. Når det, der følger efter kolonet, er “mindre” end en helsætning, skal der ikke skrives med stort.

Hvad er mindre end en helsætning? En eller flere ledsætninger er mindre end en helsætning, og en sætningsdel, f.eks. en opremsning eller blot et enkelt ord, hører også til i denne kategori. I disse tilfælde skal der altså ikke skrives med stort. Det skal understreges, at proprier og verber i imperativ (et verbum i imperativ = en helsætning) naturligvis ophæver denne regel, selv om der i sådanne tilfælde stadigvæk kan være tale om et enkelt ord i den del af helheden, som følger efter kolonet.

Eksempler

Burgermenuen bestod af de tre klassiske ingredienser: burger, pomfritter og cola.

Burgermenuen var klassisk: Den bestod af en burger, pomfritter og cola.

Situationen er kritisk, og der er kun én ting at gøre: Jeg skal have en burger.

Situationen er kritisk, og der er kun én ting at gøre: burger!

Situationen er kritisk, og der er kun én ting at gøre: McDonald’s!

Burgertilberedning omfatter mange elementer: burgerbollebagning, klargøring af de grøntsager, som man ønsker at bruge, tilberedning af bøffer osv.

Burgertilberedning omfatter mange elementer: Vi skal bage burgerboller, rense og snitte grøntsager, stege bøffer osv.

Det er mit indtryk, at man i S-toppen egentlig er ganske fornøjede ved den seneste udvikling: at man ved selv at “sætte” sig på midten i den økonomiske politik presser Venstre et skridt længere ud til højre.

Kolon midt i helheder
Indimellem støder man på koloner, som er placeret midt i helheder, og denne tendens er uheldig. Kolonet rummer et afsluttende element, som man bør respektere, så man undgår komplekse tegnsætningssammenstød, som kan være meningsforstyrrende. Helheden herunder er et eksempel på en uhensigtsmæssig brug af kolon:

Jeg gik ind på Isted Grill og bestilte en klassisk burgermenu: burger, fritter og cola, og tog det hele med mig hjem.

I dette tilfælde er det langt mere hensigtsmæssigt at udelade kolonet og bruge andre tegn, f.eks. komma eller tankestreg:

Jeg gik ind på Isted Grill og bestilte en klassisk burgermenu, burger, fritter og cola, og tog det hele med mig hjem.

Jeg gik ind på Isted Grill og bestilte en klassisk burgermenu – burger, fritter og cola – og tog det hele med mig hjem.

Link
Læs mere om retskrivningsreglerne i forbindelse med kolon i Retskrivningsordbogen, § 52.

8. klasse eller 8.-klasse?
Der er stor forskel på de to udtryk 8. klasse og 8.-klasse. I det første eksempel taler man om et skoleklassetrin og i det andet eksempel om en enkelt skoleklasse. Hvis man bruger disse udtryk forkert, kan man meget hurtigt komme galt af sted. Man risikerer ganske enkelt at skrive noget vrøvl. Forskellen kan illustreres vha. disse sætninger:

Hun går i 8. klasse.

Hun går i en god 8.-klasse.

Man bruger dette undervisningsmateriale i 8. klasse.

Læreren bruger dette undervisningsmateriale i sin 8.-klasse.

Skolens 8.-klasser er på udflugt.

Hele 8. klasse er på udflugt.

Hele 8.-klassen er på udflugt.

Hun var på besøg i sin søns 8.-klasse.

Hun besøgte sin søn i 8. klasse.

For en god ordens skyld må jeg også hellere minde om, hvordan sammensætninger i denne sammenhæng tager sig ud: 8.-klasseelev/ottendeklasseelev, 8.-klasselærer/ottendeklasselærer, 8.-klasseniveau/ottendeklasseniveau. Ønsker man at styre uden om disse sammensætninger, kan man naturligvis også formulere sig på denne måde: elev i 8. klasse, lærer i 8. klasse og niveauet i 8. klasse.

8.A eller 8. A?
Et andet og lignende problem er staveformen i forbindelse med skoleklassenavne: Skriver man 8.A eller 8. A? Man skal rent faktisk skrive 8. A og altså huske mellemrummet mellem punktummet og det efterfølgende bogstav. Hvis man ikke bruger dette mellemrum, er der i princippet ikke længere tale om et ordinaltal, men et kardinaltal, og så står der otte A og ikke ottende A. Formen uden mellemrum bruger man, når man taler om punkter el.lign.: punkt 5.b, § 31.c etc. Når det drejer sig om gymnasieklassetrin, skriver man 3. g (3. klassetrin i gymnasiet) og 3. g’er (elev i 3. g).

Mange vil i øvrigt studse over det store a i klassenavnet 8. A. De fleste sprogbrugere er vant til at bruge et lille a i denne type navne, men da der er tale om en rækkefølge, bør man bruge et stort a (jf. Retskrivningsordbogen, § 14.5.d).

I princippet kan man skrive navnet på en skoleklasse, præcis som man har lyst til, men alle er vel enige om, at man udtaler klassenavnet i eksemplet ovenfor på denne måde: ottende A. Og når det er tilfældet, kan man lige så godt holde sig til de officielle retskrivningsregler.

Retskrivningsreglerne
En tankestreg er en tankestreg, og en bindestreg er en bindestreg. Der er tale om to forskellige tegn med hver sin betydning og hver sit anvendelsesområde. I Retskrivningsordbogen (hhv. § 55 og § 57) beskrives de to tegn på denne måde:

“Tankestreg har form som en vandret streg (i typografi længere end bindestreg) og skrives eller trykkes med afstand (spatium) til de omgivende ord.”

“Bindestreg har form som en vandret streg (i typografi kortere end tankestreg) og skrives eller trykkes uden afstand (spatium) til de omgivende orddele.”

Når man bruger tankestreg (lang streg), skal der altid være afstand mellem tankestregen og de omgivende ord. Når man bruger bindestreg (kort streg), skal der ikke være afstand mellem bindestregen og de omgivende orddele. I udtryk, hvor to eller flere sammensætninger deler en fælles orddel, som kun nævnes én gang, er denne hovedregel i forbindelse med bindestregen dog delvist ophævet: søn- og helligdage, haveborde og -stole, over- eller underskud, såvel hjerte- som lungesygdomme, de seks- til syvårige, A- og B-skat og 8.-, 9.- og 10.-klasserne etc. (alle disse eksempler stammer fra § 57.2 i Retskrivningsordbogen).

Problemerne
På trods af denne tydelige forskel mellem de to tegn er der alligevel utrolig mange sprogbrugere, der bruger tegnene forkert. Den allerhyppigste fejl i denne sammenhæng er bindestreger, der bruges som tankestreger – man bruger altså en bindestreg med afstand til de omgivende ord i stedet for en tankestreg. Den væsentligste årsag til, at fejlen opstår, er, at mange sprogbrugere ikke er klar over, at der er typografisk forskel på de to tegn. De sikrer sig, at der er mellemrum omkring tegnet, og opfatter det derfor som en tankestreg, på trods af at der typografisk er tale om en bindestreg. Denne uheldige tendens stammer muligvis fra håndskrift, hvor det stort set er umuligt at skelne tankestreger og bindestreger fra hinanden. Her må man altså som regel stole på afstanden mellem tegnet og de omgivende ord og orddele for at afkode, hvilket tegn der er tale om.

Mange stoler tilsyneladende blindt på, at tekstbehandlingsprogrammer på egen hånd lokaliserer de bindestreger, der burde være tankestreger, og sørger for, at tegnene bruges korrekt. Sådan forholder det sig desværre langtfra altid, og disse programmer fungerer i denne sammenhæng ikke altid efter hensigten.

På et Mac-tastatur er det relativt nemt at kalde tankestregen frem, mens det er lidt mere kompliceret på et pc-tastatur. Via touchscreenkeyboardene i smartphones og tablets er det så godt som umuligt at skrive en tankestreg. Mange populære sociale medier, herunder Facebook, giver ikke brugerne mulighed for at bruge tankestreg, og i sms’er kan det heller ikke lade sig gøre. Der er med andre ord mange gode grunde til, at den typografiske forskel mellem tankestregen og bindestregen lige så stille glider ud af skriftsproget.

Punktopstillinger – en hemmelig fejl
I punktopstillinger anvendes bindestreger ofte som punktmarkører i forbindelse med de enkelte punkter i opstillingen. (Her skal det i øvrigt understreges, at tekstbehandlingsprogrammer som regel har forkærlighed for bindestreger, når punkterne i automatiske punktopstillinger skal markeres, og det påvirker naturligvis skriftsproget). Denne praksis er ikke hensigtsmæssig, idet vi jo normalt aldrig bruger bindestreger, samtidig med at der er afstand til de omgivende ord. Bindestregen kan ganske enkelt ikke bruges på denne måde. Hvis du vil signalere, at du har styr på skriftsproget og tænker lidt mere over de små detaljer heri end de fleste, skal du bruge tankestreger i dine punktopstillinger. Du kan naturligvis også bruge andre markører, f.eks. prikker, cirkler, kvadrater etc., men bindestreger skal du holde dig langt væk fra.

NB! Pr. 9.11.2012 er retskrivningsreglerne blevet ændret (Retskrivningsordbogen 2012), og uddybningen af reglerne vedr. ordsammensætninger, som indeholder tal, i dette blogindlæg er derfor blevet afstemt med de nye regler i forbindelse med bindestreger. De nye regler vedr. bindestreg i sammensætninger, som indeholder tal, symboler, lyde etc., kan ses her: Retskrivningsordbogen 2012, § 57 (se især § 57.4). Alt i dette indlæg stemmer overens med anvisningerne i Retskrivningsordbogen 2012.

Problematiske sammensætninger
Når man anvender tal i ordsammensætninger, skal der altid anvendes et tegn i form af en bindestreg (sammensætninger) eller en apostrof (suffiksafledninger og genitiv), der markerer overgangen mellem bogstav(er) og tal. Blandt danske sprogbrugere er der en stigende tendens til at udelade denne overgangsmarkør i visse sammensætningstyper. Det drejer sig især om sammensætninger som f.eks. 80’erne, TV 2’s og 68’er, som altså ofte bliver skrevet på denne ukorrekte måde: 80erne, TV 2s og 68er.

Dette regelbrud synes umiddelbart meget uskyldigt, men tendensen er særdeles uhensigtsmæssig, da man normalt vil styre langt uden om denne udeladelse af et overgangstegn i denne type sammensætninger. Hvis man insisterer på at skrive 1980erne, bør man være konsekvent og gribe alle tilsvarende sammensætninger an på samme måde.

Hvem er villig til konsekvent at anvende følgende ukorrekte staveformer?:

80erne
(korrekt form: 80’erne el. firserne)

30erne
(korrekt form: 30’erne el. trediverne)

TV 2s
(korrekt form: TV 2’s)

68er
(korrekt form: 68’er el. otteogtresser)

6er
(korrekt form: 6’er el. sekser)

12tal
(korrekt form: 12-tal el. tolvtal)

15årig
(korrekt form: 15-årig el. femtenårig)

6cylindret
(korrekt form: 6-cylindret el. sekscylindret)

8kantet
(korrekt form: 8-kantet el. ottekantet)

100kroneseddel
(korrekt form: 100-kroneseddel, 100-kr.-seddel el. hundredkroneseddel)

4hjulstrækker
(korrekt form: 4-hjulstrækker el. fir(e)hjulstrækker)

3metervippe
(korrekt form: 3-metervippe, 3-m-vippe el. tremetervippe)

3punktsvending
(korrekt form: 3-punktsvending el. trepunktsvending)

2.plads
(korrekt form: 2.-plads el. andenplads)

8.klasse
(korrekt form: 8.-klasse el. ottendeklasse)

2værelseslejlighed
(korrekt form: 2-værelse(r)slejlighed el. toværelse(r)slejlighed)

3dobbelt
(korrekt form: 3-dobbelt el. tredobbelt).

Lignende problemer – forkortelser og genitiv
I forbindelse med genitiv-s tilknyttet forkortelser, som normalt udtales som et reelt ord, er det tilladt at udelade apostroffen inden s’et. Dvs. at det er tilladt at skrive f.eks. både Natos/NATOs og Nato’s/NATO’s, mens det ikke er tilladt at skrive DSBs. Hvis man anvender den ukorrekte form DSBs, indikerer man, at denne forkortelse skal udtales som et ord. Det er vel ikke nødvendigt at understrege, at det er uhyre usædvanligt, at danske sprogbrugere udtaler forkortelsen DSB frem for blot at opremse de enkelte bogstaver heri.

Forkortelser, som slutter med et forkortelsespunktum, skal i princippet ikke suppleres med en apostrof. Der skal altså ikke anvendes apostrof i forbindelse med genitivformerne af sådanne forkortelser, som dermed tager sig således ud: kr.s, O.T.s, eks.s, Christian 4.s etc. Denne regel er imidlertid så ukendt blandt danske sprogbrugere, at de ukorrekte staveformer kr.’s, O.T.’s, eks.’s og Christian 4.’s er uhyre udbredte og ikke bliver betragtet som regulære retskrivningsfejl. Det skal dog understreges, at der ifølge Retskrivningsordbogen er tale om en fejl, hvis man anvender apostrof i disse tilfælde.

Prikker i form af tre punktummer placeret ved siden af hinanden (enkelte sprogfolk insisterer på blot at anvende to) kaldes både udeladelsesprikker og tøveprikker. Udeladelsesprikker signalerer, at noget er udeladt, og tøveprikker antyder noget uafsluttet eller tøvende. Prikkerne kan anvendes på flere forskellige måder. De kan afslutte en sætning, de kan placeres midt i en sætning, eller de kan placeres mellem to sætninger (når de placeres mellem to sætninger, afslutter prikkerne i princippet den første af disse sætninger). I sjældne tilfælde kan prikker ligeledes indlede en sætning, og man ser oftest denne tendens i forbindelse med f.eks. replikgengivelse og underoverskrifter. Disse indledende prikker kan i visse tilfælde retfærdiggøres, men man bør tænke sig godt om, inden man giver sig i kast hermed.

Men prikkerne kan skam mere end blot det. De kan signalere to forskellige ting: udeladelse af ét eller flere ord (en sætningsdel) eller udeladelse af en del af et enkelt ord (en orddel). Når der anvendes et mellemrum mellem prikkerne og det ord, som prikkerne er placeret efter, signalerer man, at ét eller flere ord er udeladt. Når der ikke anvendes mellemrum mellem prikkerne og det ord eller den orddel, som prikkerne er placeret i forlængelse af, signalerer man, at en del af det pågældende ord er udeladt.

Der er altså stor forskel på disse to sætninger:

Hun spiser endnu en is …

Hun spiser endnu en is…

I den første sætning signalerer man, at selve sætningen er ufuldstændig. Sætningen kan altså forlænges med et eller flere ord. Sætningen kan f.eks. opfattes på denne måde: Hun spiser endnu en is og får straks dårlig samvittighed. I dette tilfælde kan prikkerne også fungere som tøveprikker og dermed antyde noget uafsluttet eller tøvende.

I den anden sætning signalerer man, at det sidste ord i sætningen er ufuldstændigt. Sætningens sidste ord, is, udgør blot den første del af et længere ord, f.eks. isvaffel, isdessert, isterning etc.

Mange sprogbrugere kender ikke til dette mellemrums afgørende betydning i forbindelse med tøve- og udeladelsesprikker, og dette skyldes sandsynligvis en uheldig påvirkning fra det engelske sprog. På engelsk har man ikke mulighed for at indsætte dette mellemrum mellem prikkerne og det tilknyttede ord, og formen uden mellemrum står derfor alene og har en bredere betydning på engelsk end på dansk. Vi danske sprogbrugere bør dog være taknemmelige over, at vi i denne sammenhæng har mulighed for at udtrykke os mere præcist på skrift. Vi opererer med hele to betydningslag i forbindelse med disse prikker, mens man på engelsk må nøjes med ét.

Eksempler på anvendelse af tøve- og udeladelsesprikker

Han ladede haglgeværet og rettede det mod indbrudstyven …

Er du nu sikker på, at det er en god idé …?

Han bestilte en stor menu … og ekstra pomfritter.

I samme øjeblik han steg ud af bilen, bragede en lastbil forbi … Fem minutter senere ankom ambulancen.

Nu skal han vel for h… ikke til at holde tale igen!?

Link
Retskrivningsordbogen om udeladelses- og tøveprikker (§ 43. Prikker).

NB! Pr. 9.11.2012 er retskrivningsreglerne blevet ændret, og den forestående ændring af reglerne, der omtales i blogindlægget herunder, er nu trådt i kraft. Anvisningerne i det nedenstående blogindlæg er derfor ikke længere korrekte. De nye officielle retskrivningsregler vedr. denne type forbindelser af adverbier og præpositioner er tilgængelige via Dansk Sprognævns website: Retskrivningsordbogen 2012, § 19 (se § 19.1-2).

Dette indlæg drejer sig ikke udelukkende om adverbiet udenfor og den tilsvarende ordforbindelse uden for, men også om en række lignende adverbier, f.eks. indenfor, overfor, nedenunder, bagved etc., som også kan forveksles med tilsvarende særskrevne ordforbindelser.

Når der er tale om et adverbium, skriver man udenfor. Når der er tale om en præposition, som har en styrelse, skriver man uden for. En sådan præposition er egentlig en ordforbindelse bestående af et adverbium (eller et ord, der bruges som et adverbium) og en præposition, som tilsammen fungerer som en præposition. Denne type præpositioner er nemme at genkende, da de altid har en styrelse. Denne styrelse er som regel placeret umiddelbart efter præpositionen (ordforbindelsen), men den kan sagtens være placeret andre steder i sætningen, f.eks. Ham bor vi lige over for. Styrelsen kan også være et udeladt pronomen (som), som altså slet ikke er at finde i sætningen, f.eks. Der er banegården, vi bor lige over for (styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran vi).

Der er ingen fonetisk forskel på de to forskellige former, så forskellen på formerne kommer altså udelukkende til udtryk i skriftsproget. Det er denne detalje, der er skyld i, at mange sprogbrugere ikke er bevidste om forskellen. Meget tyder på, at reglerne vedrørende disse ordforbindelser vil blive ændret i forbindelse med Dansk Sprognævns reviderede og opdaterede ortografiske retningslinjer, som gerne skulle se dagens lys i slutningen af 2012 under navnet Retskrivningsordbogen. Ifølge de nye retskrivningsregler vil der sandsynligvis være tale om valgfrihed i forbindelse med disse ordforbindelser, når de fungerer som præpositioner med styrelse. Dvs. at det vil være tilladt at sammenskrive denne type ordforbindelser, selv om de fungerer som præpositioner. I praksis vil man altså stort set altid udtrykke sig korrekt, hvis man sørger for at sammenskrive disse ordforbindelser. (Regelændringen er dog ikke helt
ukompliceret. Artiklen “Adverbium + præposition – ét eller
flere ord?” i Nyt fra Sprognævnet
beskriver ændringen på detaljeret vis – se linket nederst i
indlægget).

Mange sprogfolk mener, at den aktuelle regel er for kompliceret, og at fejl i denne sammenhæng er ubetydelige, da de jo aldrig er direkte meningsforstyrrende. Man kan jo altid regne ud, hvad folk egentlig mener, selv om de ikke følger reglen. Den aktuelle regel gør dog sproget mere præcist, da der trods alt er tale om to forskellige ordklasser –
og dermed to forskellige sproglige betydninger. Udenfor og uden for betyder ikke det samme. Et præcist sprog er et rigt sprog, og denne uhensigtsmæssige sammensmeltning af to forskellige ordklasser fratager sproget en række nuancer, som vi nødigt vil undvære.

Adverbium (ingen styrelse)

Lad os gå udenfor.

Børnene sover indenfor.

Fluerne indenfor var dovne og nærgående, men fluerne udenfor generede ikke nogen.

Han pegede på huset overfor.

Er de andre gået ovenpå?

Vi har boet i huset overfor længe.

Som ovenfor nævnt er det en vanskelig opgave.

Præposition (styrelsen er understreget)

Fårene går nu uden for indhegningen.

Hun havde parkeret bilen uden for parkeringsbåsen.

Bagagen er bag i bilen.

Hvis I går bag om skuret, kan I ikke undgå at få øje på rutsjebanen.

Vi bor over for banegården.

Der er banegården, vi bor over for.
(styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran vi)

Det er et område, han med tiden er blevet ekspert inden for.
(styrelsen er et udeladt som, som kan placeres foran han)

Det har ingen konsekvenser for deltagerne ud over at forøge risikoen for diarré dagen efter.

Hvilke ordforbindelser drejer det sig om?

Alle ordforbindelserne herunder fungerer som præpositioner, men i sammenskrevet form er de adverbier. Det er altså i forbindelse med disse ordforbindelser, man skal være særligt opmærksom, hvis man vil undgå denne type sproglige fejl:

bag efter
bag i
bag om
bag på
bag ved
hen ad
her fra
hen imod
hjemme fra
ind ad
inde fra
inden for
inden i
inden om
inden under
ind imellem
ind under
langt fra
lige ved
midt for
midt i
midt imellem
midt på
midt over
ned ad
nede fra
neden for
neden om
neden under
ned over
nær ved
op ad
oppe fra
oven for
oven i
oven om
oven over
oven på
over for
rundt om
rundt omkring
tæt ved
ud ad
ud efter
ud over
ude fra
ude omkring
uden for
uden om
uden over (udeover)
uden på.

Nyttigt link

Du kan læse mere om den forestående retskrivningsændring i forbindelse med dette emne i seniorforsker Jørgen Schacks artikel “Adverbium + præposition – ét eller to ord?” i Nyt fra Sprognævnet (2011/3), s. 1-7.