Fortrolighed med ordklasserne er en sproglig nødvendighed. Hvis du ikke er i stand til at skelne de forskellige ordklasser fra hinanden og dermed bestemme, hvilken ordklasse sætningens enkelte ord tilhører, ser det sort ud rent sprogligt. De enkelte ord udgør sætningens byggesten, og hver enkelt ordklasse varetager en bestemt rolle i sætningen. Hvis du misforstår denne rollefordeling, kan det medføre alvorlige sproglige problemer. Du vil desuden have meget svært ved at forstå, hvorfor du laver sproglige fejl, og det vil derfor være uhyre vanskeligt at komme disse problemer til livs. Du skal have styr på ordklasserne, hvis du vil tale og skrive ordentligt. Hvis du har problemer på dette grundlæggende niveau og ikke har forståelse for de enkelte ordklassers sproglige funktion, vil dit sprog sandsynligvis være mangelfuldt.

Der er 11 ordklasser:

substantiv
artikel
adjektiv
pronomen
numerale
verbum
adverbium
præposition
konjunktion
interjektion
onomatopoietikon.

Antallet af ordklasser kan diskuteres. Nogle sprogfolk betragter ikke onomatopoietika som en selvstændig ordklasse, men derimod som en kategori under interjektionerne. Andre sprogfolk insisterer på at anvende en selvstændig ordklasse under navnet tiltaleord, men stort set alle ord, som kan siges at tilhøre denne ordklasse, tilhører i princippet andre ordklasser (pronomen og substantiv).

I visse tilfælde kan det være vanskeligt at afgøre, hvilken ordklasse enkelte ord tilhører. Er ordet rengjort i sætningen Hun satte sig på et rengjort toiletsæde et verbum eller et adjektiv? Er ordet høfligt i sætningen Han takkede høfligt for klapsalverne et adjektiv eller et adverbium? I begge tilfælde kan man argumentere for, at begge muligheder er rigtige. Der er dog ingen tvivl om, at rengjort fungerer som et adjektiv i sætningen, og at høfligt i dette tilfælde har en adverbiel funktion.

De fleste ordklasser indeholder en række væsentlige underkategorier og former, som det er nyttigt at stifte bekendtskab med, da den sproglige og grammatiske indsigt med stor sandsynlighed vil vokse i takt med et øget kendskab til disse kategorier. Det er nødvendigt at beherske et omfattende grammatisk vokabularium for at være i stand til at håndtere og videreudvikle denne sproglige indsigt på en præcis måde.

(1) Substantiv

appellativ – bil, binde-s, dansk, dobbeltkonsonant, e-mail-adresse, filosofi, firehjulstrækker, hest, mobiltelefonnummer, mælk, orddelingsfejl, parkanlæg, sammensætning, science fiction-film, sennepsfrø, smør, smørklat, tivolidirektør, T-shirt, væg til væg-tæppe, 8.-klasse, 3. g’er etc.

proprium – Anna, Den Sorte Diamant, Facebook, Folketinget, Gasolin’, Henrik Andersen, Honda, Livsens Ondskab, Mars, Mogens, Mutti, Odense, Roskilde Festival, Sjælland, Statsministeriet, Tyskland etc.

(2) Artikel

bestemt artikel – den, det, de, -(e)n, -(e)t, -(e)ne

ubestemt artikel – en, et

(3) Adjektiv

barsk, billig, blå, dum, fin, fornem, få, gammel, gemen, glad, hysterisk, højlydt, kvindelig, lummer, lækker, nostalgisk, omhyggelig, sikker, stor, sur, typisk, ung etc.

(4) Pronomen

personligt pronomen – jeg, mig, du, dig, han, ham, hans, hun, hende, hendes, den, dens, det, dets, vi, os, vores, I, jer, jeres, de, dem, deres, De, Dem, Deres

tiltalepronomen – du, I, De

possessivt pronomen – min, mit, mine, din, dit, dine, vor, vort, vore, (hans), (hendes), (dens), (dets), (jeres), (deres), (Deres)

refleksivt pronomen – sig, sin, sit, sine, (mig), (dig), (os), (jer)

reciprokt pronomen – hinanden, hverandre

interrogativt pronomen – hvem, hvad, hvis, hvilken, hvilket, hvilke (i spørgesætning)

relativt pronomen – hvem, hvad, hvis, hvilken, hvilket, hvilke (i relativsætning)

demonstrativt pronomen – denne, dette, disse, den, det, de, (hin)

indefinit pronomen – al, alle, alle sammen, alt, alting, andre, enhver, hver, ingen, ingenting, intet, man (en), nogen, noget, nogle (selvstændigt pronomen)

kvantitativt pronomen – al, alle, alt, begge, enhver, ethvert, flere, få, hel, hele, helt, hver, hvert ingen, lidt, mange, mere, meget, nogen, noget, nogle (attributivt pronomen)

relationelt pronomen – anden, andet, andre, egen, ene, eneste, samme, somme, selve, sådan, sådanne, sådant, ligesådan, vis, visse, vist etc. (oftest attributivt pronomen)

Obs.: Underkategorierne kvantitativt pronomen og relationelt pronomen indgår ikke i Dansk Sprognævns anbefalede sproglige betegnelser i forbindelse med ordklassen pronomen. Pronomenerne i disse to kategorier kan ofte betragtes som adjektiver og adverbier.

(5) Numerale

kardinaltal – 1, 2, 3, 84, 117 etc.

ordinaltal – 1., 2., 3., 84., 117. etc.

(6) Verbum

hjælpeverbum – blive, få, have, være

modalverbum – burde, gide, kunne, måtte, skulle, turde, ville

Bøjningsformer:

finit form (præsens, præteritum, imperativ)

infinit form (infinitiv, præsens participium, præteritum participium)

imperativ – arbejd, spis, sov

infinitiv (at-infinitiv, nul-infinitiv) – (at) arbejde, (at) spise, (at) sove

præsens – arbejder, spiser, sover

præteritum – arbejdede, spiste, sov

præsens participium – arbejdende, spisende, sovende

præteritum participium – arbejdet, spist, sovet

perfektum – har arbejdet, har spist, har sovet

pluskvamperfektum – havde arbejdet, havde spist, havde sovet

passiv (s-passiv, blive-passiv) – arbejdes, arbejdedes, bliver/blev arbejdet

futurum – vil/ville arbejde, vil/ville spise, vil/ville sove

gerundium – arbejden, spisen, soven

konjunktiv (optativ) – Hun længe leve!, Gud velsigne dig, Fanden tage den kat

(7) Adverbium

stedsadverbium – bag, bagefter, bagved, borte, der, derinde, deroppe, derovre, forude, heroppe, hjemme, hvor, indenfor, langvejs, midt, midtpå, nedenfor, nordpå, oppe, overfor, syd, tilbage, udenfor, undervejs etc.

retningsadverbium – bagfra, bagud, derop, derfra, derhenimod, dertil, forbi, fremad, hertil, herhen, hjem, hjemmefra, indenom, nedad, opover, tilbage, udad, vestfra, østover etc.

tidsadverbium – aldrig, atter, bestandig, da, dengang, derpå, endelig, igen, inden, længe, netop, nogensinde, nylig, når, ofte, omsider, pludselig, samtidig, senere, straks, tit, undertiden etc.

mådesadverbium – alene, direkte, hvordan, indirekte, omkuld, rettelig, tilfældigvis, sidelæns, tilfældigvis, tilfælles, tilovers, tilsammen, uforvarende, ugerne, underhånden, videre etc.

gradsadverbium – aldeles, for, forholdsvis, ganske, højst, langtfra, ligefrem, lovlig, næsten, overmåde, ret, særdeles, temmelig, uforholdsmæssig, uhyre, umådelig, vidt, virkelig etc.

attitudeadverbium – beklageligvis, desværre, egentlig, endda, givetvis, glædeligvis, lykkeligvis, mon, muligvis, måske, naturligvis, nok, nødvendigvis, overhovedet, selvfølgelig, sikkert, simpelthen, snarere, tydeligvis, vistnok etc.

konnektionsadverbium – alligevel, altså, deraf, derfor, derimod, dermed, desuden, eksempelvis, end, enten, følgelig, heller, henholdsvis, hverken, hvorimod, især, ifølge, kun, lige, også, så, således, tilmed, tværtimod etc.

negation – ikke, ej, (ingenlunde), (næppe), (aldrig), (hverken) etc.

interrogativt adverbium – (hvor), (hvordan), (hvorfra), (hvorfor), (hvornår) etc.

Ordklassen adverbium er en kompliceret affære. Ordklassen er i
princippet en skraldespandskategori, hvori man placerer de ord, som ikke
synes at passe ind i andre ordklasser. Det er meget vanskeligt at
inddele adverbierne i en række underkategorier, der fastsætter absolutte
grænser mellem hinanden. Jeg anvender de ni ovenstående kategorier, men mange sprogfolk opererer med færre. De to sidstnævnte kategorier, negation og interrogativt adverbium, indeholder mange adverbier, som ligeledes optræder i andre kategorier (eksemplerne i parentes spiller en sådan dobbeltrolle). Man kan f.eks. betragte adverbiet i sætningen Hvor bor hun? som et interrogativt stedsadverbium.

Obs.: Dansk Sprognævn anbefaler, at man blot bruger disse fem underkategorier i forbindelse med adverbier: rent adverbium, mådesadverbium, gradsadverbium, tidsadverbium og holdningsadverbium.

(8) Præposition

ad, af, angående, efter, for, forbi, foruden, forudsat, grundet, hos, i, ifølge, imellem, inden, indtil, inklusive, kontra, langs, med, mellem, nær, om, omkring, over, på, siden, til, trods, uagtet, uanset, under, ved, vedrørende, versus etc.

(9) Konjunktion

sideordningskonjunktion – eller, men, og

underordningskonjunktion – at, dengang, desto, efter, end, fordi, fra, før, hvis, hvorvidt, idet, imens, indtil, jamen, ligesom, medmindre, mens, når, selvom, siden, som, som om, straks, såfremt, såsom, uagtet, uden etc.

samordningskonjunktion – for (thi), så

(10) Interjektion

aha, ak, bravo, dav, godmorgen, godnat, ha, hallo, halløjsa, hej, hep, hov, hovsa, hurra, ih, ja, jøsses, nej, ohøj, okay, prosit, så, til lykke, uf, værsgo, åh etc.

(11) Onomatopoietikon

bang, ding-dong, fut, klask, knirk, mjav, muh, mæh, pip, pling, slam, splat, vov, øf etc.

Hvad kalder man det arbejde, som en tekstforfatter udfører? I mange tilfælde støder man på det populære, men uheldige udtryk tekstforfatning. Der findes ikke et officielt dansk substantiv, som beskriver dette arbejde. (Der findes i øvrigt heller ikke et officielt dansk substantiv, der beskriver det arbejde, en forfatter udfører, og der er vel ingen sprogbrugere, der i ramme alvor gør brug af udtrykkene forfatning, romanforfatning eller novelleforfatning i denne sammenhæng). Substantivet tekstforfatning er ikke velfungerende, da den sidste del af denne sammensætning i forvejen anvendes som et regulært substantiv på dansk: forfatning. Den sidste del af sammensætningen giver altså anledning til bekymring i konnotativ forstand.

Substantivet tekstforfatteri er ligeledes uofficielt, men den sidste del af denne sammensætning kan trods alt ikke forveksles med et udtryk, der primært anvendes i juridisk regi, og derfor fungerer det bedre end tekstforfatning.

En tredje mulighed er at anvende en sammensætning a la tekstforfatterarbejde, og dette ord er der sådan set ikke noget galt med, ud over at det kan lyde så frygtelig kedeligt og uopfindsomt. Denne sammensætningstype fungerer dog upåklageligt i forbindelse med mange andre fag, f.eks. tømrerarbejde, murerarbejde, snedkerarbejde etc. (Orddannelser, der gør brug af suffiksafledningerne -(n)ing og -i, er ikke velfungerende i disse tilfælde).

Man bør være skeptisk over for tekstforfattere, der insisterer på at anvende udtrykket tekstforfatning. Den sidste del af denne sammensætning gør brug af et substantiv, hvis tilstedeværelse i denne sammenhæng kan skabe sproglig forvirring. Man kan jo blive en anelse nervøs over, hvad tekstforfattere med forkærlighed for dette problematiske udtryk ellers kan finde på at skrive, ikke sandt?