Retskrivningsreglerne
En tankestreg er en tankestreg, og en bindestreg er en bindestreg. Der er tale om to forskellige tegn med hver sin betydning og hver sit anvendelsesområde. I Retskrivningsordbogen (hhv. § 55 og § 57) beskrives de to tegn på denne måde:
“Tankestreg har form som en vandret streg (i typografi længere end bindestreg) og skrives eller trykkes med afstand (spatium) til de omgivende ord.”
“Bindestreg har form som en vandret streg (i typografi kortere end tankestreg) og skrives eller trykkes uden afstand (spatium) til de omgivende orddele.”
Når man bruger tankestreg (lang streg), skal der altid være afstand mellem tankestregen og de omgivende ord. Når man bruger bindestreg (kort streg), skal der ikke være afstand mellem bindestregen og de omgivende orddele. I udtryk, hvor to eller flere sammensætninger deler en fælles orddel, som kun nævnes én gang, er denne hovedregel i forbindelse med bindestregen dog delvist ophævet: søn- og helligdage, haveborde og -stole, over- eller underskud, såvel hjerte- som lungesygdomme, de seks- til syvårige, A- og B-skat og 8.-, 9.- og 10.-klasserne etc. (alle disse eksempler stammer fra § 57.2 i Retskrivningsordbogen).
Problemerne
På trods af denne tydelige forskel mellem de to tegn er der alligevel utrolig mange sprogbrugere, der bruger tegnene forkert. Den allerhyppigste fejl i denne sammenhæng er bindestreger, der bruges som tankestreger – man bruger altså en bindestreg med afstand til de omgivende ord i stedet for en tankestreg. Den væsentligste årsag til, at fejlen opstår, er, at mange sprogbrugere ikke er klar over, at der er typografisk forskel på de to tegn. De sikrer sig, at der er mellemrum omkring tegnet, og opfatter det derfor som en tankestreg, på trods af at der typografisk er tale om en bindestreg. Denne uheldige tendens stammer muligvis fra håndskrift, hvor det stort set er umuligt at skelne tankestreger og bindestreger fra hinanden. Her må man altså som regel stole på afstanden mellem tegnet og de omgivende ord og orddele for at afkode, hvilket tegn der er tale om.
Mange stoler tilsyneladende blindt på, at tekstbehandlingsprogrammer på egen hånd lokaliserer de bindestreger, der burde være tankestreger, og sørger for, at tegnene bruges korrekt. Sådan forholder det sig desværre langtfra altid, og disse programmer fungerer i denne sammenhæng ikke altid efter hensigten.
På et Mac-tastatur er det relativt nemt at kalde tankestregen frem, mens det er lidt mere kompliceret på et pc-tastatur. Via touchscreenkeyboardene i smartphones og tablets er det så godt som umuligt at skrive en tankestreg. Mange populære sociale medier, herunder Facebook, giver ikke brugerne mulighed for at bruge tankestreg, og i sms’er kan det heller ikke lade sig gøre. Der er med andre ord mange gode grunde til, at den typografiske forskel mellem tankestregen og bindestregen lige så stille glider ud af skriftsproget.
Punktopstillinger – en hemmelig fejl
I punktopstillinger anvendes bindestreger ofte som punktmarkører i forbindelse med de enkelte punkter i opstillingen. (Her skal det i øvrigt understreges, at tekstbehandlingsprogrammer som regel har forkærlighed for bindestreger, når punkterne i automatiske punktopstillinger skal markeres, og det påvirker naturligvis skriftsproget). Denne praksis er ikke hensigtsmæssig, idet vi jo normalt aldrig bruger bindestreger, samtidig med at der er afstand til de omgivende ord. Bindestregen kan ganske enkelt ikke bruges på denne måde. Hvis du vil signalere, at du har styr på skriftsproget og tænker lidt mere over de små detaljer heri end de fleste, skal du bruge tankestreger i dine punktopstillinger. Du kan naturligvis også bruge andre markører, f.eks. prikker, cirkler, kvadrater etc., men bindestreger skal du holde dig langt væk fra.